Søndag, maj 20, 2012
Klubben Klublivet

Klublivet

En klub er først en rigtig klub, når der også foregår noget socialt, hvor hele familien kan deltage. Vores klub er selvfølgelig ikke nogen undtagelse.

Gennem årene har vi haft utallige arrangementer, som har medvirket til at knytte medlemmerne sammen om vores fælles dejlige sport.

Sommerlejer

I en af industriferieugerne, gerne uge 29 eller uge 30, mødes mange af medlemmerne og deres familier på flyvepladsen til en rigtig sommerferieflyveuge. Hytterne er befolkede, nogle bor i telt, andre i campingvogn eller i værelserne i klubhuset. Selvfølgelig flyver vi en masse, men vi har også altid en række arrangementer for både store og små. Vi leger og laver konkurrencer om alt muligt. Vi bygger drager, tager til havet og bader eller på skovtur. Vi griller og hygger os rigtig meget om aftenen.

Pokalfest

En fest som søges afholdt hvert år efter sæsonafslutning, som regel medio november, er et af højdepunkterne. Her bliver der serveret lidt ekstra god mad og vin, leveret underholdende indslag og afholdt amerikansk lotteri. Og selvfølgelig bliver der uddelt pokaler til de piloter, som har gjort sig fortjent til det flyvemæssigt. Det er en fest, som mange ser frem, og som varer til ud på de små timer.

Sct. Hans

Midt på sommeren, når dagene er rigtig lange, holder vi Sct. Hans, måske sammen med borgerforeningen i Nr. Felding, men altid med et kæmpebål, sang og båltale.

Landingskonkurrence

Hvert år hen mod slutningen af sæsonen mødes vi med 2 af vore naboklubber, Lemvig og Ejstruphede, til landingskonkurrence. Det er en absolut uformel, men bestemt helt seriøs, konkurrence, hvor reglerne fastsættes af den arrangerende klub. Når vi så alle har kæmpet bravt om de bedste placeringer, mødes vi over god mad og vin til hyggeligt samvær i klubhuset.

Medlemsaftener

Endelig er der i løbet af året som regel flere medlemsaftener, ofte indkaldt af bestyrelsen. På disse aftener diskuteres emner af betydning for klubben. Det kan være udskiftninger i flyparken eller andre større investeringer, men det kan også være organisatoriske tiltag og meget andet.

Ved sæsonstart har vi ofte en lidt mere uformel standerhejsningsfest, hvor vi i fællesskab banker en fest på benene. Det er vi i øvrigt gode til, men vi har jo også lokaler, som er velegnede til fester, både store og små.

Kommende arrangementer